Et arbejds-EKG er en undersøgelse, hvor hjertets elektriske aktivitet måles, mens du gradvist øger din fysiske indsats på en motionscykel. Undersøgelsen bruges til at vurdere, hvordan dit hjerte og kredsløb reagerer, når du anstrenger dig fysisk, og kan afsløre tegn på hjertesygdomme, herunder om der opstår symptomer, ændringer i hjerterytmen, blodtrykket eller tegn på iltmangel i hjertet under belastning.
Forløbet er typisk sådan, at du først kommer til en forundersøgelse hos hjertelægen. Under selve testen bliver du bedt om at cykle på en motionscykel, hvor belastningen gradvist øges, så det bliver hårdere at træde rundt. Imens registreres hjertets elektriske aktivitet via elektroder, som sættes fast på brystkassen. Blodtryk og puls måles også løbende under testen.
Hele undersøgelsen varer typisk op til 30 minutter, og du vil være under opsyn af sundhedspersonale under hele forløbet. Det gør ikke ondt, men cyklingen kan føles anstrengende. Undersøgelsens resultat giver lægen mulighed for at vurdere din fysiske ydeevne og afgøre, om der er behov for yderligere undersøgelser af hjertet.
Du kan efter testen tage hjem, også i bil, og du får nærmere besked om svaret og eventuel opfølgning direkte af lægen.